Sagn og beretninger indsamlet af Velvarene i Takbari
De kalder den Sortemosen.
Jorden synker under fødderne, selv på dage uden regn.
Jeg gik der engang.
En fugl fløj lavt over vandet, men kastede ingen skygge.
Luften smagte af jern.
Jeg hørte klokken fra et sted, hvor intet tårn stod.
De står spredt i disen,
som tænder i et kæbemund.
Nogle har riller,
andre har mærker der gløder, når tågen er tungest.
Jeg lagde min hånd på én.
Frosten bed ind i knoglerne,
selvom solen brændte på himlen over tågen.
Vandringsmand med lys,
vær på vagt – de blå sjæle vil dig ilde.
Fra dyndet de stiger,
og når de slukkes, er du ej længere.
I disen står stenene med mærker, ingen kan læse.
De lå her før troldene trak jorden til sig.
Ruinerne af det faldne tårn hviler i mosen,
rejst mægtigere, end nogen hånd kan bygge i dag.
Nogle siger, magien ligger skjult i dyndet,
bundet til rødder, der aldrig dør.
Andre fortæller om artefakter i mørket,
skår af kræfter, som intet menneske bør eje.
Og når disen stiger som tråde i vinden,
husker mosen dem, der vover sig for langt.
